søndag den 7. februar 2016

Hvad kan jeg lære af min kroniske træthed?

Forbigående træthed og tristhed er en del af det at være menneske og en del af det at leve livet. Sådan er det bare. Men når trætheden og tristheden for alvor har bidt sig fast og er blevet til et langvarigt mønster, skal vi være særligt opmærksomme på os selv og vores livsstil. 
Træthed er noget, vi kan gøre noget effektivt ved, selv her henimod slutningen af vinteren.



TRÆTHED OG ENERGI I DAGLIGDAGS KONTEKST
Tilbage i tiden var mennesket i lang større harmoni med naturen og sig selv end i dag. Man stod tidligt op med solen, spiste de ting, som groede og voksede der hvor man levede - man gik til ro, når mørket faldt på og afstemte hele sin aktivitet efter årstiden osv. Hvis man havde nem tilgang til friske fødevarer, var træthed kun forbigående fænomener.

I en balanceret tilstand vil vi føle stort overskud og energi, hvis vi vågner udhvilet om morgenen. Denne energi holder sig jævnt hen ad dagen, indtil det er tid til at gå til ro om aftenen.

Nogle mennesker kan dog føle et energi-mæssigt overskud om morgenen, men går død henad eftermiddagen. Andre oplever træthed, uoplagthed og ubehag om morgenen, når de vågner, men større energi og velvære henad eftermiddagen og aftenen. Hvorfor denne forskel?
Forklaringen ligger i, hvordan vi mennesker samarbejder med livsenergien i vores indre. I den traditionelle kinesiske medicin (TKM) kaldes denne vitale energi for "Qi".

I butikkerne kan vi købe os til forskellige naturprodukter og kure, som lover os forøget energi og overskud. De styrker kroppens naturlige Qi-produktion. Dette kan være godt, hvis det virkeligt er det, som kroppen har brug for til at harmonisere tilstanden af langvarig træthed/ uoplagthed. Men nogle dyrt købte produkter kan have meget lidt virkning eller være direkte skadelige, hvis kroppen allerede har nok energi.


Hvorfor det? Fordi man er nødt til at skelne mellem to meget hyppige former for træthed, som mange mennesker rammes af. Det er her, man meget nemt kan gå fejl i jagten på forøget energi / velvære. Produkter, der indeholder f.eks. Ginseng, er et eksempel på dette, selvom (og måske netop fordi) Ginseng er et af naturens stærkest virkende midler mod en række svækkelsestilstande i kroppen.

Det er vigtigt at vide, hvorfor du er træt. Lad os se på de to mest udbredte former for træthed, som ifølge TKM er Qi-stagnation og Qi-mangel ("Qi Xu"). Vi kan blive opmærksom på forskellene og dermed bedre forstå vores eget mønster.

Ved sammenligning af disse to trætheds-tilstande, så viser Qi-stagnation sig ofte om morgenen som træthed, uoplagthed og ubehag.
Mens træthed forårsaget af Qi-mangel først sniger sig ind sidst på dagen og henimod aften.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at man i Qi-stagnations-tilstanden ikke mangler energi som i Qi-mangel og disse tilstande skal derfor håndteres vidt forskelligt.




Forestil dig et af de mest trafikkerede rundkørsler i Rom. Der sker en ulykke, hvor 3 biler fra forskellige retninger støder sammen og skaber køer (stagnation) i alle retninger. Ingen biler kan røre sig ud af stedet. Det ville være både dumt og katastrofalt, hvis politiet forsøgte at lede flere biler gennem rundkørslen for at få gang i trafikken igen.
På samme måde med Qi-stagnationen i kroppen. Vi mangler ikke energi og tilførsel af energi til kroppen (f.eks. i form ginseng) kan blive katastrofalt for vores krop i form af forhøjet blodtryk, indre uro, forstærket fornemmelse af indre pres og uspecifik smerte samt søvnløshed. I værste tilfælde kan det gøre skade på de indre organer og blodkredløbet.

Et menneske med udpræget Qi-stagnation i kroppen har svært ved at komme i gang om morgenen. Man oplever lejlighedsvis de symptomer, som er nævnt ovenfor og derfor vil Ginseng kun forstærke denne ubalance, hvorimod hvis vi oplever direkte svækkelse i kroppen, som følge af Qi-mangel, kan tilskud i form af Ginseng være en rigtig god løsning.


Qi-stagnation håndteres bedst ved at sørge for at bevæge Qi i kroppen f.eks. ved at træne dynamiske QiGong øvelser, Tai Chi eller Jogging. Langsom Yoga som Yin-yoga har ikke nok dynamik til at frigøre Qi. Der findes andre Yoga-former til dette formål, ikke mindst "De Fem Tibetanere", hvis de udføres i et rask tempo.
Massage og Akupunktur kan man have et udbytte af, fordi det sætter en proces i gang, men det er ikke nok ved kroniske tilstande, hvor kun dynamiske bevægelser på daglig basis kan opløse stagnationen og frigøre overskuds-energi, hvilket selvfølgelig også må inkludere forandringer i livsstilen, som f.eks. at undgå for meget stillesiddende arbejde. Hvis du sidder flere timer dagligt foran en pc, så må du sørge for at få et bord, der kan hejses op, så du også kan stå op, når du arbejder på pc´en, så ikke du blokerer for Qi-gennemstrømningen omkring kroppens midtpunkt.
Endelig kan en god gang sex frigøre meget stagneret energi i kroppen, hvorimod overdreven sexuel udfoldelse dræner kroppen for energi.

Hvis der er emotionelle årsager til Qi-stagnation i kroppen, må opmærksomheden nødvendigvis rettes mod dette, idet det kan være en selvgenerende proces, der fortsætter, indtil man får bearbejdet den følelsesmæssige ubalance.
Ved Qi-stagnation er leveren ofte indvolveret i form af utilstrækkelig Lever-Qi, som kan skyldes tilbageholdte eller undertrykte følelser som vrede.
Qi-stagnation kan også skyldes ophopning af væske eller slim i kroppen. En Qi-mangel tilstand kan tillige forårsage Qi-stagnation, som dog lettere kan opløse sig selv, så snart der tilføres tilstrækkelig mængder Qi til kroppen. Er du i tvivl, så opsøg en dygtig akupunktør.

For en person i Qi-mangel tilstand gælder det om at få masser af hvile og afslapning samt sørge for at få fødevarer af høj kvalitet. Masser af frisk luft. Tilskud i form af Ginseng osv. åndedræts- og afspændings-øvelser kan have en stor effekt.
Har man haft en længere periode med meget mentalt arbejde, hvor de mange tankeprocesser har skabt en slags overenergi i hovedet og øverste del af overkroppen og underenergi forneden (Qi Xu), er det gavnligt med nogle få meget blide QiGong øvelser, Yin Yoga, liggende afspænding/ åndedrætsøvelser eller lignende til at få opmærksomheden mere ned i kroppen. Opmærksomhed omkring kroppens ligevægtspunkt, det som kaldes "lavere Dan-tien" i TKM sammen med de rette vitaliserende fødevarer (plus eventuelle tilskud som Ginseng) og masser af hvile, vil efterhånden hjælpe kroppen til at ændre tilstanden af Qi-tomhed eller -mangel omkring dette center. 
Din krop skal behandles som din mobiltelefon, som også har brug for en opladning i ny og næ. Det er sund logik.


TRÆTHED OG ENERGI I ET DYBERE PERSPEKTIV
Vores klode og universet er en del af et uendeligt felt af pulserende livsenergi i forskellige vibrationshastigheder. Som mennesker er vi koblet på "Feltet af Energi" døgnet rundt. Selv i vores kroppe som umiddelbart virker til at være designet af fast stof, er der en vibrerende energi. Videnskaben (kvantefysikken) kan i dag påvise, hvad vismænd, yogier, udøvere af kampkunst og mystikere har vidst i årtusinder, nemlig at ALT ER ENERGI. DU ER ENERGI.Som mennesker er vi "designere" i en større skabelsesproces, hvor medspilleren er denne intelligente energi. Det er vores evne til i vores tanker såvel som i vores handlinger at undgå at stå i vejen for denne pulserende energi, der afgør, om vi opnår vores mål og ønsker med større lethed, eller om det bliver en daglig kamp. 

På et dybere bevidsthedsplan kan uvaner ændres til at samarbejde med energien, så den "gør arbejdet", uden at vi på noget tidspunkt kører træt. Når sindet er afklaret, fokuseret og opmærksomt, kan processen lettere foregå og vi bliver ikke så let ramt af kronisk træthed. 
Det samme kaldes i sportens verden for at være i "Feltet" eller "Zonen" og det er herfra, at mennesker i gennem tiden, i få afgørende øjeblikke af deres liv, har gjort noget, der går udover, hvad vi i daglig kontekst betragter som muligt.

Når træthed og svækkelse dukker op i dit liv, kan du vælge at se det som "en slags invitation" til at forstå det bagvedliggende mønster og se det i dette dybere perspektiv, så en hebredelsesproces kan finde sted. Det er vigtigt indimellem at spørge dig selv, om det du går og sysler med, er meningsfuldt for dig. Hvis det virkeligt er meningsfuldt og motiverende for dig selv, så er det ret sikkert også motiverende for andre.
Så gør du en forskel og kan mærke det helt ind i hver eneste celle, og intet er mere energigivende og glædesfyldt end dette. 

Go with the flow.


I næste blog-indlæg vil jeg omtale og give gode råd i forhold til en effektiv udrensningskur efter en gammel kinesisk opskrift. 


Lars Christian Schmith - februar 2016
QiGong instruktør, meditationslærer og leder af  www.mind-fitness.nu